Sygdomspjece
Ring og meld dit barn sygt inden kl. 08:00.
Du bedes også meddele, hvis dit barn har/har haft en smitsom børnesygdom, som er blevet konstateret af din læge. Når barnet igen kan komme i institutionen, skal det raskmeldes samme dag. Prøv så vidt muligt at ringe til Det lille Univers inden kl. 08:00, og giv besked til den, der tager telefonen.
Personalet og forældrebestyrelsen har besluttet at lave en sygdomspolitik i Det lille Univers.
Dette er ment som en hjælp til både forældre og personale
når der skal foretages vurderinger af, om et barn er for sygt til at komme i vuggestue eller skal hentes. Sygdom kan ikke undgås og et vuggestuebarn kan ifølge nogle undersøgelser have 35 sygedage på et år. Med denne pjece vil vi forsøge at gøre det nemmere at komme til enighed om, hvorvidt et barn kan være i vuggestuen eller ej."
Helt overordnet kan man sige, at et barn ikke kan være i vuggestuen, når det ikke kan indgå i husets hverdag. Et sløjt barn kan fungere fint i hjemmet, hvor far og mor er i nærheden. Hverdagen i vuggestuen ser anderledes ud. Barnet skal kunne indgå i sociale relationer med forskellige børn og voksne, og skal kunne deltage i stuens fælles aktiviteter - både ude og inde.
Det kræver et både fysisk og psykisk overskud, som ikke er til stede hos et sløjt barn. Så det umiddelbart velfungerende barn, der sendes i daginstitution, er ikke nødvendigvis et velfungerende barn i daginstitutionen.
Derfor en opfordring fra bestyrelsen: Lyt til personalet, når de siger, at barnet ikke kan klare at være i institutionen.Tvivlen skal komme barnet til gode.
Det Lille Univers har følgende retningslinier for sygdom
- Børn skal ikke være i vuggestuen, når de er syge
- Det syge barns behov kommer altid i første række
- Forældre skal have tillid til, at personalet reagerer kompetent, når barnet er sygt
- Børns sundhed og sygdom er et fælles ansvar mellem hjemmet og institutionen.
Hensyn til andre børn
Ivurderingen af, om barnet er for sygt til at være i institutionen indgår også hensynet til:
- Smittefarer overfor andre børn og personalet
- Stressniveauet i institutionen
- At alle børn i institutionen - også de raske - har krav på personalets omsorg
Hvad kan personalet og forældre gøre
Sygdom kan forebygges ved god hygiejne, udluftning og sund kost. Både forældre og personale kan gøre meget for at forebygge sygdom.
Hvad gør personalet:
- Alle børn får vasket hænder i hvert fald før spisning og efter toiletbesøg
- Puslebordet vaskes af efter hvert bleskift
- Sørger for at børnene ikke løber rundt med snottet næse
- Sørger for at personalet ofte vasker hænder for at minimere smittefare
- Sørger for at rummene er udluftede og varme
- Sørger for at børnene ikke løber rundt med vådt tøj
- Sørger for at børnene er rigtig påklædt
- Sørger for at børnene ikke drikker af samme krus
- Sørger for at vaske legetøjet, soveposer, dyner og sengetøj, når der er behov
- Spritter hænder efter næsepusning - også på legepladsen
Hvad kan forældre gøre
- Så vidt mulig selv vurdere, om barnets tilstand er god nok til, at barnet kan komme i daginstutition
- Tage ansvar for, at barnet ikke udgør en smittefare for andre i institutionen.
Gode råd som kan forebygge sygdom
- Frisk luft, sund kost og motion øger barnets immunforsvar
- God søvn er vigtig, søvnunderskud gør barnet sårbart overfor infektioner
- God hygiejne er vigtig
- Udluftning er vigtig
- Undgå kolde fødder - husk varmt fodtøj, varme strømper og hjemmesko
- Hold barnet hjemme efter sygdom, indtil barnet er helt rask
- Husk en feberfri dag, før barnet bliver sendt i institution
- Husk en gang "normal" afføring før barnet bliver sendt i institution
- Husk at barnet skal kunne spise normal kost efter opkast - det skal ikke forsøges første gang i institutionen