Projektarbejdet med børnene
I de to institutioner har vi valgt at souscheferne ikke er stuepædagoger, men i stedet fungerer i hele huset som projektmedarbejdere. De deler deres arbejdstid mellem denne funktion og ledelsesarbejdet på kontoret. Deres opgave er at iværksætte kreative eller musiske aktiviteter og forløb for børnene, både på tværs af de to institutioner, men også hvis det er nødvendigt for deres egen institution. Projekterne vil tage udgangspunkt i den aktuelle års - eller højtid, børnenes udviklingsbehov, eller de ønsker personale og børn måtte have til aktiviteter i øjeblikket.
Aktiviteterne bliver tilrettelagt sådan, at de som oftest tager udgangspunkt i et af de seks læringstemaer fra læreplanen. Projekterne bliver planlagt for en uge eller mere af gangen og stuepersonalet bestemmer selv hvilke børn og personale, der deltager den pågældende dag. Projektarbejdet finder sted på forskellige formiddage og eftermiddage fire dage om ugen.
Alle formiddagsaktiviteterne starter kl.9.30, og hvis det foregår udenfor institutionen, tager vi af sted, så vi stadig starter til den tid. Børnene skal møde, så de kan deltage fra start, ellers må de vente til en anden dag. Eftermiddagen er ikke så struktureret og foregår efter en mere løs planlægning.
Vi anser projektarbejdet som en vigtig del af vores pædagogiske arbejde, og beder derfor forældrene respektere at barnets yndlingspædagog ikke skal forstyrres eller tage imod barnet, hvis hun deltager i projektet.
Én formiddag om ugen bruger de to projektmedarbejdere på planlægning af næste uges forløb og evaluering af ugen der er gået. Det øvrige personale bidrager til planlægningen ved at komme med ideer til aktiviteter eller lege, som alle bliver gemt i en idebank til senere brug.
Ud for hver stue hænger en billedramme, hvor i der bliver sat billeder, sange, børneudsagn, tegninger eller anden dokumentation fra dagen op.