Nordre Digevej 2  |  2300  København S  |  Tlf.: 32 63 86 10  |  Email.: 37282@buf.kk.dk
Opdateret 03/02-2012


Personalet


Den måde, personalet agerer på indbyrdes og sammen med børnene, er af afgørende betydning for institutionen kultur samt børn og voksnes trivsel. Vi er derfor meget opmærksomme på dette, når vi rekrutterer nye medarbejdere. Vi anser det som vigtigt, at vi er en personalegruppe kendetegnet ved flerkulturelhed, god kommunikation, empati, anerkendelse og solidaritet. Med udgangspunkt i vor faglighed er vi rollemodeller for børnene og forældrene. Det er derfor nødvendigt jævnligt at diskutere pædagogiske mål og metoder, at informere hinanden om hvordan de enkelte børn og ansatte trives og sammen finde muligheder og løsninger, når der opstår problemer.
Vi lægger vægt på, at vi er én samlet institution, og ikke fem små enheder. Vi synes, det er en styrke for institutionen at arbejde tværfagligt, og på tværs af stuerne. Vi er en stor personalegruppe, og det bruger vi positivt. Her arbejder en masse dygtige folk, med hver deres forcer og personlige og faglige kompetencer. Det udnytter vi til at inspirere og fodre hinanden med spørgsmål, ideer, metoder og visioner, og til også at være åbne for at udfordre hinandens faglighed - hjælpe hinanden til større afklaring, hjælpe hinanden til at kunne skifte perspektiv, og hjælpe hinanden til at kunne handle på egen indsigt. Dette foregår i hverdagen, og i faste tolkegrupper vedr. "Iagttagelse og fortælling", i hver stues fremlæggelse af stuens profil, og ved kollegial supervision. Derudover har hver medarbejder og lederen årligt 2 timers MedarbejderUdviklingsSamtale / kompetenceudviklingssamtale, hvor den enkelte afklarer sig i forhold til egen udvikling det kommende år.

Møder og kurser
12.15 møde:
Vi holder et dagligt møde kl. 12.15-12.30, hvor én personale fra hver stue, Trine i køkkenet, og enten Heidi eller Mette fra ledelsen deltager. Her informerer vi hinanden om aktuelle sager, får overblik over dagen og tager praktiske beslutninger.
Torsdagsmøde: holder vi hver anden torsdag mellem kl.12.30 og 13.30. Her informerer vi hinanden om børnene på stuerne, her gives referater fra diverse møder og kurser, og vi diskuterer aktuelle emner. Det er også her, de studerende fremlægger deres opgaver, og får feed back på dem. På hvert andet torsdagsmøde har ledelsen et fast punkt, hvor de informerer om hvilke arbejdsopgaver eller diskussioner der optager dem lige nu.
Det personale, der ikke passer de sovende børn, deltager.
Tolkning af iagttagelse og fortælling foretages i tolkegrupper på tværs af stuerne og de to institutioner én gang om måneden på personalemødet
Faglig kollegial supervision af en times varighed giver personalet hinanden på personalemødedagen eller på et torsdagsmøde i de samme grupper som tolkningen af iagttagelse og fortælling. Her kan personalet få supervision på faglige spørgsmål/dilemmaer, de arbejder med i dagligdagen; men også afprøve nye ideer, tanker eller vinkler på det pædagogiske arbejde. Ledelsen, en medarbejder fra hver gruppe og køkken- og rengøringspersonale passer børn imens, hvis supervisionen finder sted om torsdagen..
Personalemøde holder vi ca. hver 1½ måned på vores lukkedage. Her drøftes forskellige pædagogiske spørgsmål og træffes væsentlige beslutninger. De første to timer af personalemødedagen er afsat til tolkning af iagttagelse og fortælling og kollegiale supervision.. Hele det pædagogiske personale deltager i disse møder. Personalemøderne er fælles for Det lille Univers og Jorden rundt
Stuemøde: Personalet på den enkelte stue holder et møde hver uge mellem kl. 12.30 og 13.30 for at tilrettelægge det pædagogiske arbejde i børnegruppen, forberede forældresamtaler mv. Derudover holdes min. 3 aftenstuemøder pr. år.
Pædagogiske planlægningsdage af os kaldet pædagog-faglige dage. Den første torsdag / fredag i februar afholder vi to sammenhængende kursusdage. Her er vort pædagogiske -, faglige -, og personalesamarbejde til revision, og vi lægger mål for det kommende år. De pædagog-faglige dage holder vi sammen med Jorden rundt.
Kurser For at videreudvikle os, deltager vi i de relevante kurser, vi har mulighed for og økonomi til. Oftest bruger vi midlerne til fælleskurser / oplægsholder i institutionen. Dette er en fordel, da vi derved får den samme viden og inspiration på samme tid.