Indkøring af nye børn
Når et barn får anvist plads i vuggestuen, og forældrene siger ja til pladsen, vælger personalet hvilken stue barnet skal være på. Oftest vil det være på den stue, hvor et 3-årigt barn er flyttet videre til børnehave. Vi forsøger at sammensætte børnegrupperne, så der både er jævnaldrende, og piger og drenge på hver stue. Inden barnet starter, inviterer vi forældrene til en forsamtale på den stue barnet skal starte, hvor forældrene kan høre mere om os, og ikke mindst vi får mulighed for at høre om barnet.
Barnet og forældrene får i indkøringsperioden tilknyttet en voksen på stuen; det er den person, der hjælper barnet og forældrene med at lære vuggestuen at kende, og hjælper barnet med at være her i vuggestuen uden mor og far. Kan vi se at barnet har etableret en tættere kontakt til en anden voksen fra stuen er der mulighed for at denne overtager indkøringen.
Præcist hvordan og hvor lang tid hvert enkelt barn har brug for indkøring snakker vi med forældrene om, med udgangspunkt i hvordan barnet trives. Vi har gode erfaringer med og anbefaler, at forældre bruger 2 uger til at indkøre deres barn. Selve indkøringen skal ses som et trinforløb (vejledende), og tager udgangspunkt i barnets og forældrenes behov.
- barnet er her sammen med forældrene
- barnet er her lidt tid alene og spiser eventuelt her
- barnet spiser og sover her, men bliver hentet så snart det vågner
- barnet spiser, sover og leger her lidt efter middagsluren
- barnet er her en hel dag
Opstår der nogen tvivl eller usikkerhed, så er det vigtigt at få talt om det med det samme, så det ikke bremser indkøringen. Barnet er ekspert i at mærke, hvordan mor og far har det, så jo mere trygge forældrene er ved vuggestuen, dets nemmere bliver det for barnet at være her.
Når barnet starter, beder vi forældrene om at lave en foto-collage, som viser vigtige personer, dyr og steder i barnets liv. Det hjælper barnet til at forbinde hjem og vuggestue, og os til at snakke med barnet om dets familie. Ofte fortæller børnene også hinanden hvem billederne forestiller, eller de bruger billederne til at få trøst, når livet bliver svært.