I "Lov om social service" står, at der ved hver daginstitution skal nedsættes en bestyrelse med flertal af forældre. Københavns Borgerrepræsentation har for hele byens daginstitutioner vedtaget et overordnet formål, og regler for bestyrelsens kompetence, beskrevet i vuggestuens styrelsesvedtægt. Forældrebestyrelsen her består af 5 forældrerepræsentanter, 5 forældresuppleanter, 2 medarbejdere, og deres suppleanter. Derudover deltager institutionens leder i møderne.
Valg og møder:
Forældrene vælges på et fælles forældremøde i november. Vi opfordrer til, at hver stue vælger 1 repræsentant og minimum 1 suppleant. Repræsentanterne vælges for 2 år, suppleanterne for 1 år. Bestyrelsen konstituerer sig på første møde efter valg. Bestyrelsens møder holdes i vuggestuen. Møderne er åbne for alle forældre, og forældre kan få et punkt behandlet ved at henvende sig til deres stuerepræsentant eller til lederen.
Arbejdsopgaver:
Bestyrelsens væsentligste opgaver er, i samarbejde med personalet:
• At udstikke og evaluere de pædagogiske principper for vuggestuens arbejde, inklusive vuggestuens læreplan.
• At godkende årsplanen på baggrund af ledelsens evaluering og fremstilling.
• At stille forslag til et eller flere fokuspunkter i årsplanen, og til dokumentations- og evalueringsmetoder for vuggestuens aktiviteter det kommende år.
• At fordele budgetmidlerne inden for de givne rammer, og føre tilsyn med, at budgettet overholdes.
• At udarbejde en flerårig vedligeholdelsesplan udfra budgettet.
• At medvirke til / indstille til ansættelse af nyt personale
• At planlægge og deltage i forældremøder og - arrangementer
• At være forældrenes talerør, og medvirke til institutionens trivsel.
• At fastlægge optil ti kommunale lukkedage i samarbejde med personalet