Evaluering af fokuspunkt for børneaktivitet 2007
Evaluering af fokuspunkt for børneaktiviteter 2007
Sundhed
Mål for Fokuspunkt Målet er at øge bevidstheden blandt børn og voksne om, hvad der er sundt og hvad der er usundt.
Vi ønsker at opnå en glæde blandt børnene ved at bevæge sig og bruge deres kroppe også udendørs, have sunde relationer til andre børn og voksne samt føle velvære ved at spise sunde fødevarer.
Vi tror, at børnenes koncentration bliver styrket gennem de aktiviteter, der skal foregå i forbindelse med fokuspunktet.
Både børn og voksnes hygiejne ved for eksempel håndvask og næsepudsning vil blive forbedret.
Samlet set er det vores mål at give børnene en forståelse for at sund livsstil består af mange forskellige elementer.
Baggrund for valg af Fokuspunkt Emnet sundhed og livsstil er meget aktuelt og vi forholder os alle til det på den ene eller anden måde. Vi ønsker med vores arbejde at give børn og voksne en bredere forståelse af begrebet end kun mad og overvægt.
I dagligdagen møder vi ofte en usikkerhed blandt forældrene om, hvad der er sundt/usundt. Derfor er der mange børn i dag, der bevæger sig for lidt , spiser og sover uhensigtsmæssigt og generelt ved for lidt og deres egen krop og dens formåen.
Vi ved at en sund livsindstilling giver psykisk/fysisk overskud og et bedre selvværd, og det vil vi gerne være med til at give børnene mulighed for at opleve.
Hvad forstås ved målet At børnene får en forståelse for bredden i begrebet sundhed.
Hvilke temaer behandler Fokuspunktet Gennem arbejdet med fokuspunktet vil vi berøre temaer som natur, økologi, kost, bevægelse, hygiejne, sunde relationer og kreativ udfoldelse.
Hvilke kompetencer og færdigheder giver Fokuspunktet børnene mulighed for at udvikle Gennem fokuspunktet vil børnene udvikle deres motorik, koncentration, fysisk/psykisk velvære, styrke deres venskaber gennem udeliv og aktiviteter, grobund for livslange sunde vaner, naturforståelse og fantasi.
Planlægning af Fokuspunkt
Før start Lotte A skal undersøge mulighed og lovligheden af kompostbunker i daginstitutioner.
Lotte B tager kontakt til gymnastiksalen i Holmbladsgade for at lave en fast aftale om lån af hallen.
Heidi C og Michelle finder WHOs sundhedsdefinition frem til gennemlæsning hos alle.
Lise finder anden relevant litteratur.
Charlotte kontakter Københavns kommunes sundhedsplejersker for at lave en aftale om et besøg i institutionen rettet mod børnene.
Tidsplan Børnemøderne for børnehavebørnene starter op i slutningen af februar.
Kostudvalget bliver nedsat i marts måned på et torsdagsmøde.
Så/plante projektet fra "jord til bord" starter efter påske
Skrammelprojektet starter op inden døre i løbet af vinteren og flytter i løbet af foråret udendørs.
Idrætsdagene finder sted i starten af september måned.
Læsning af litteraturen skal foregå jævnt henover året.
Hvornår de enkelte stuer vil sætte aktiviteter i gang er op til dem selv.
Hvem deltager, og ansvarsfordeling Stuepersonalet er ansvarlige for deres eget arbejde på stuerne med fokuspunktet. Stuepersonalet kan komme med ønsker til projektmedarbejderen om at tilrettelægge projektarbejdet, så det tager hensyn til nogle specifikke indsatsområder i forhold til udviklingen af børnenes sundhed.
Form
Økonomi I år forventer vi umiddelbart ingen udgifter udover almindeligt beskæftigelsesforbrug.
Dokumentation
Dokumentation Vi vil som dokumentation bruge historierne fra Iagttagelse og Fortælling, som bliver skrevet om alle børn. Vi vil jævnligt printe billeder fra dagligdagen ud og hænge dem op på tuerne med tilhørende små historier til.
De fysiske produkter fra vores kreative værksteder og projektarbejdet vil blive udstillet både på stuerne og i fællesrummet og eventuelt samlet i en bog/mappe, som kan bruges til at evaluere børnenes udbytte af fokuspunktet sidst på året.
Evaluering Voksne:
Personalet evaluerer på evalueringsskemaet fra børneprojektarbejdet efter hvert tema.
Derudover skal personalet forholde sig til følgende spørgsmål:
Børnenes udsagn om emnet på børnemøderne skal samles og bruges som et paratmeter for børnenes forståelse, oplevelse af brugbarhed og underholdningsværdi af fokuspunktet.
Evaluering
Vi har desværre ikke fået foretaget de systematiske evalueringer på skemaer efter hvert tema, som vi ellers havde besluttet at gøre. Årsagerne hertil var mange, men skyldes primært at vores faste rutiner herom forsvandt sammen med souschefernes projektarbejde. Vi besluttede samtidig at vi skulle kigge på skemaerne om de stadig er tidssvarende og have udarbejdet en fast dagsorden til stuemøderne, hvor evaluering også er et fast punkt. I fokuspunktet i årsplan 2008 skal evalueringen vægtes højere.
De manglende evalueringsskemaer besværliggjorde den samlede evaluering ud fra vores opstillede spørgsmål i fokuspunktet, så vi besluttede på personaledagen, at vi i stedet lavede en opsamling på de aktiviteter, der havde fundet sted i løbet af året.
I børnehaven har de holdt børnemøder om sundhed, men ikke 1 gang om ugen, det var for ambitiøst. Vuggestuerne i begge institutioner har holdt samlinger, nogle stuer dagligt, andre når de havde lyst. Her gav flere stuer udtryk for, at de aktiviteter og tiltag der var sat i værk til samlingerne, gjorde børnene mere koncentrerede eller fokuserede.
Vi har haft nedsat et kostudvalg, som gik i sig selv igen på grund af manglende køkkenpersonale. Både Det lille Univers og Jorden rundt har nu fået ansat køkkendame igen, så vi forventer at kostudvalget starter op snarest muligt.
I løbet af foråret har begge huse arbejdet med "jord til bord" projektet, som begge steder var en stor succes. Børnene har fået en viden om hvor maden kommer fra og har fulgt en planteproces hele vejen lige fra at så det første frø til at passe og pleje de små planter for til sidst at spise de dejlige grøntsager.
Vi har desværre ikke fået gjort brug af gymnastiksalen i Holmbladsgade. Dette skyldes simpelthen en forglemmelse om stedets eksistens.
På grund af mange rotter i området har vi ikke etableret en kompostbunke, men har i stedet brugt cementrørene på Det lille Univers's legeplads til at følge forrådnelsesprocessen hos squashplanterne.
Børnehaven har holdt idrætsdag på Svanemøllens militæranlæg under kyndig vejledning af banens daglige instruktør (forældre i børnehaven). Dagen var en stor oplevelse for alle og maneg overskred deres egne grænser op til flere gange.
Vuggestuerne har ligeledes holdt idrætsdag på legepladsen med forskellige discipliner. I år var formen mere løs og virkede derfor mere målrettet vuggestuealderen. Børnene var meget begejstrede og opsøgte senere hen selv de samme aktiviteter.
Begge institutioner har fået ny sundhedsplejerske og har ikke brugt hende i år.
I både Det lille Univers og Jorden rundt har vi været særligt opmærksomme på børnenes mulighed for fordybelse og rum til at lave ingenting. Stuerne har valgt at arbejde meget i små grupper og har bevidst valgt at lægge for eksempel samling, der hvor det passer bedst ind i dagen. Derfor har samlingstidspunktet varieret fra dag til dag. Både ved samling og rytmik har vi sunget mange fagtesange, hvor vi brugte kroppen meget.
I løbet af foråret blev vores hemmelige sted på Fælleden brugt flittigt, desværre blev det oversvømmet og derefter invaderet af heste. Der arbejdes på at finde os et nyt hemmeligt sted.
Alt i alt har der været sat det i værk i forhold til sundhed, som vi havde ønsket med fokuspunktet. Effekten af hver enkelt aktivitet har vi svært ved at redegøre for på grund af de manglende skemaer, men vi vover alligevel pelsen at mene at børnene har fået en større opmærksomhed på sund mad og tilblivelsen af den. Børnene har fået mulighed for fordybelse og plads til at dyrke de gode venskaber, samt fået rettet opmærksomheden på at bruge deres kroppe. Det hele har været godt dokumenteret ved hjælp af billeder og fortællinger.