Evaluering af fokuspunkter for forældrebestyrelsen i 2006
Bestyrelsens fokuspunkt om mere synlighed har ikke resulteret i flere forældrehenvendelser om arbejdsopgaver eller emner til diskussion i bestyrelsen. Bestyrelsen var enig om, at det ikke behøvede at være et udtryk for manglende engagement fra forældrene, men ligeså godt kunne være et billede på at forældregruppen i Det lille Univers generelt er meget tilfredse.
Bestyrelsen har vedtaget at billedgalleriet af bestyrelsen skal gøres færdigt i 2007.
I efteråret 2006 blev der afholdt forældrekaffen på stuerne med debat om Københavns kommunes budgetforslag og de tilhørende forandringer for vuggestuen. Debatten blev brugt som oplæg til det store forældremøde, hvor emnet også var til diskussion.
Bestyrelsen har haft et ønske om at deltage i integrationen af de mange nye medarbejdere i huset og være med til at indføre den nye personalegruppe i kulturen for det eksisterende forældre/personalesamarbejde. En metode hertil kunne være at afholde forældrekaffe på stuen arrangeret af forældrerepræsentanten.
Evalueringen viste at der er afholdt kaffe mellem en og fire gange i løbet af sidste år. De stuer der kun har afholdt forældrekaffe en enkelt gang, er de stuer hvor der har manglet et bestyrelsesmedlem. Personalet har her taget over i det omfang, de har heft ressourcer til.
Generelt har arrangementerne været godt besøgt af forældrene, som har deltaget i det tidsrum, der har passet deres familie.
Udover at forældre og personale har fået talt sammen i hyggelige rammer har forældrene også opnået et større kendskab til hinanden. På nogle stuer har det givet forældrene en genkendelighed overfor hinanden, mens andre har opbygget et sammenhold for eksempel i forhold til at vælge den samme børnehave. Forældrene har også brugt kaffeeftermiddagen til at fortælle anekdoter om hinandens børn til stor glæde for alle.
Bestyrelsen har valgt at fortsætte med dette fokuspunkt i 2007.